Keramik i Yicheng

Sidste weekend var vi i keramikbyen Yicheng med en af Dannys kollega Joseph. Yicheng ligger ca. halvanden times kørsel fra Wuxi. I selve byen er der et stort markede, med masser af små butikker, der kun sælger keramik.



Frokost inden besøget på keramikmarkedet.

Først besøgte vi Joesphs svogers keramikbutik, og fik te på rigtig kinamaner – det er svært at forklare, hvad det vil sige, men det er meget omstændligt, og vi har ikke fundet ud af, om der desideret er et reglsæt omkring det, eller det ligesom bare er noget man ved  hvordan det skal gøres. Men det er noget med at hælde vand og te, frem og tilbage mellem to små kander og de kopper der skal drikkes af et utal af gange........

 

Te på kinamanere.

Josephs kone finder tepotter frem.



Tepotten vi endte med at købe.

Te igen, i en anden butik, vi handlede lidt i.

 Man skal huske at tisse af, inden man kører hjem.............

Julestemning

Der er ikke mange dage inden vi tager til Danmark på juleferie. Det bliver dejligt at komme hjem og se alle, og virkelig komme i julestemning. Temperaturen her svinger mellem 12-20 grader, så det er ikke virkelig koldt, og jul og kulde hører altså sammen.

Vi har pyntet lidt op til jul med et par medbragte nisser, og nyindkøbte plastik kugler.


Juledekoration med lys fra Ikea og plastikkugler

For et par uger siden var jeg i Shanghai for at se på juleting – men det var virkelig kina-varer de havde der. Meget glitter og plastik.

Jul i Shanghai

Vi har været til julefrokost i den danske forening i nabobyen Suzhou, hvor vi fik dansk julemad. Men det var lavet af en kinesisk kok så noget af maden var blevet lidt sær.

Da jeg for et par uger siden var i Ikea med clubben, købte jeg noget svensk gløgg. Det har jeg så tilføjet lidt ekstra nelliker, kanel, stjerneanis og tørret citron og det har vi hygget med i weekenderne, imens der har været tændt op i alle vores lysestager. Men igen, så er det lidt spøjst at drikke gløgg og julehygge, når det ikke er virkelig koldt.

For et par dage siden blev der også hængt julepynt op i vores opgang, men ellers gør kineserne her i Wuxi sig ikke rigtigt i julen. Het er for provinsbyagtigt til det. I selve centrum, tror jeg, jeg har set et juletræ, hvor imod både i Sanghai og Suzhou, var der juletræer flere steder.

Juledeko på døren til vores opgang.

Igår aftes var Dannys kollega Lee med kone og datter til middag med flæskesteg, rødkål og brunsovs. Eller det vil sige grumset sovs, idet jeg ikke har noget madkulør. Men det smagte ganske udemærket.

Maden er i ovnen og bordet dækket, kun Danny og gæsterne mangler.

Audrey med chokolademund.

I aften skal vi til Christmas Party med clubben på Hotel Hilton - så må vi se hvad international julemad er for noget!

Med bus......

For et par dage siden tog jeg for første gang bussen i stedet for en taxi til centrum. Det er ikke fordi det er dyrt med taxi 20-25 DKK for en tur til centrum, men bussen koster kun 1,50 DKK så der er alligevel nogle penge at spare, og sikkert også en del at opleve.

Vi bor tæt på en vej med mange buslinier, så jeg tænkte én af dem må kører til centrum. Så er det bare lige hvilken.....

Oversigt over busafgange

Jeg spurgte min tutor Jane, og hun sagde det var bus nr. 35 jeg skulle tage, og så stige af ved Ba Bai Ban  Centret – det kan jeg kende, og fra der kunne jeg fortsætte videre til fods.

Det var ikke svært at stige på bussen, men går ind af fordøren smider 2 RMB i en kasse og så finder man en plads, alt sammen meget sammenligneligt med den danske måde at køre med bus på.

Da jeg nu var kommet på eventyr, kørte jeg lige et par stop videre end jeg skulle. Men da jeg så ville af, var der ingen stop-knap. Jeg fandt ikke helt ud af, om det er fordi bussen stopper ved hvert stoppested, eller hvordan det lige fungere. Det er selvfølgelig meget smart hvis det er tilfældet, men jeg er ikke helt sikker. Jeg kom dog af, og første tur havde ikke afskrækket mig mere end at jeg også tog bussen hjem igen.

Nu er det så bare at lære alle de andre buslinier at kende, så jeg ved hvilke der kører hvorhen. Og så har jeg skrevet numrerne ned på alle de linier der stopper ved os, så ved hvilke jeg kan tage hjem. Hvis altså jeg stiger på i den rigtige retning.......

Kinesernes manere og omtanke for andre

Man kan selvfølgelig ikke slå alle 1.3 mia. kinesere over samme kam og generalisere at de er sådan og sådan – men det gør jeg altså alligevel i det følgende.

Kineserne har absolut ingen manere – de hakker, spytter og bøvser i et væk, og gerne lige foran en. I supermarkedet hvor man skal veje frugt og grønt, virker det som om de sætter en ære i at springe foran – faktisk virker det som om en hver form for kø, er et spørgsmål om at komme først, og helst ”snyde” alle andre – især udlændinge.

Visse steder skal man, når man handler, ”prutte” om prisen – ja, det er da meget sjovt de første par gange, men efterhånden føler man sig snydt og en smule hånet, da man jo ikke har en kinamands chance, så at sige, for at vide hvad de reelt ville tage af pris til en kineser. Og tror mig, de tager overpriser overfor udlændinge!

Det som satte dette indlæg igang, var da jeg hjemvendt fra indkøb, ser en bedstefar med sit 2 årige drenge-barnebarn på vej ind på en legeplads. De stopper op og drengen tisser lige foran porten, der hvor alle skal træde for at komme ind. Bedstefaren kunne have ført ham bare en meter til siden, så det ikke var lige der hvor andre skal gå, men nej, her tænker man ikke på andre – drengen skulle jo tisse.

Vi svømmer et par gange om ugen, og overalt i svømmehallen hænger der skilte med rygning forbudt – men på trods af det har vi fra første gang kunne lugte røg. Det undrede os, indtil Danny opdagede, at det er rengøringsmanden i herreomklædningsrummet, der står på toilettet og ryger..... og ingen tager sig åbenbart af det! I vores opgang og elevator er det samme gældende, der bliver jævnligt røget, kan vi lugte, til trods for forbuds-skilte. Og hvem er det lige der sætter sine skraldeposer i elevatoren, næsten hver morgen??

Trafikken er også lidt for sig. Alle regler og skilte virker som om de kun er vejledende og ikke påbud – i hvilket andet land, kører der ellers motercykellastvogne rundt uden lys på og gerne i mod den almindelig opfattelse af kørselsretningen.......

Lidt billeder fra trafikken

Som sagt kan man selvfølgelig ikke generalisere og sige at alle kinesere er sådan, for der findes også hjælpsomme og umiddelbart flinke kinesere. Nogle af dem, er vagterne ved vores boligkompleks. De tilbyde fra tid til anden at hjælpe med at bære mine indkøb fra taxa til opgangen og når de kommer og skal skifte vandbeholdere, tager de altid plastiksuttere på skoene, så de ikke sviner på gulvene. Og de er altid smilende og venlige. Det er ikke fordi de kan meget engelsk, et Hello er vist hvad det rækker til, men det er også nok.

Til slut lige et par kontrastbilleder fra byen......

Wuxi skyline

Temple i midtbyen.

Lidt mere mad.....

Lidt billeder fra et mad-marked vi var på i lørdags.

Tørret fladpresset and

Skinnet fra et grisehoved

Danny prøvesmager tørrede pølser

Chiliblandinger

Div. urter og rødder - bl.a. ginseng og galangarod.



Tørrede små hvide rejer fra Taihu Lake.

Vi købte ikke noget..................

Maden

Og hvad spiser vi så her i Kina?

Udbudet af mad er stort og mangeartet.......

I det lokale supermarked er det muligt både at købe friske frøer, skildpadder og fisk, hvilket vi dog ikke har forsøgt os med endnu! Udbudet af frisk svinekød er ganske fremragende, og endda billigt – 500g svinemørbrad til 20 DKK. Frisk kylling er også muligt, dog skal man lige tage højde for at en hel kylling også inkludere dens hoved og fødder. Jeg har lige købt en, og håbede virkelig den var renset – forsøgte at spørger, men man ved aldrig hvad de kinesere svare på. Det viste sig heldigvis, at det var den, så var det bare lige at kappe hovedet og fødderne af inden den røg i gryden. Jeg ved det er spild ikke at putte det med og også koge suppe på det, men der går grænsen – ingen hoveder eller fødder i maden, tak.....

Bredt udbud af hønsefødder  og andre godter. 

Der er også et stort udbud af frosne kyllingdele, som ligger i en form for bland-selv frostboks. Det er ikke afprøvet, og bliver det heller ikke. Det er også muligt at få oksekød – vi købte 1,7 Kg mørbrad i Metro til 220 DKK, og hvis det ikke skal være så fint er det hakket oksekød også ganske udemærket.

I de fleste størrer supermarkeder findes en afdeling for importeret madvarer, udover vestlige varer, findes her også et størrer udvalg af japanske og koreanske specialiteter!!!

Men det er da dejligt at kunne købe italiensk pasta, endda samme mærker som Netto fører i DK, dog er prisen her en noget anden 500g koster 12DKK – mener 1kg koster 6-7DKK i Netto. Det er også i denne afdeling af de tørrede krydderier som basilikum, oregano og thimian findes. På de ”kinesiske” krydderihylder findes der kun peber, special peber, salt, karry og ”det 5. krydderi”, og for at ikke er al mad skal smage ens, er det rart med lidt andet. Friske krydderurter har jeg endnu ikke set.

Importeret varer

Derudover findes et dejligt stort udbud af friske grønsager. Det meste ved jeg hvad er, men der er også en del som jeg ikke kender, så det er vi ved at forsøge os igennem. Noget smager bedre end andet.

Vi er selvfølgelig også ude at spise engang imellem. Som regle laver jeg mad søndag-torsdag, og så tager vi ud fredag og lørdag. Danny er dog næsten hver uge inviteret ud at spise med arbejdet, nogle gange er jeg, med andre gange ikke. Til disse middage er det altid kinesisk, med div. retter. Det meste smager godt, og så er der noget man smager en enkelt gang og det er det..... her har vi bl.a. fået div. fisk, frøer, snegle og andetunger. Sådanne ting rør Danny konsekvent ikke, men nogle ting skal jeg da lige prøve.

Dannys yndlings kinamad er dumplings og mian jin – begge er kødfars, der er pakket ind. I dumplings er det i en meldej, der så dampes, og i mina jin er det i en sojabønnedej der koges – sidstnævnte er en specialitet fra Wuxi. Vi havde snakket mad med Jane, min kinesiske tutor, så forleden dag kom hun forbi med hendes mors hjemmelavede mian jin – det blev Danny glad for.

Nuddelsuppe og dumplings

Lidt om forskelligt

Det kan være svært at skrive om alle de nye indtryk og mærkværdigheder vi møder på vores vej, dels fordi jeg glemmer dem, når jeg sidder og skriver, og dels fordi nogle af dem, efterhånden er en del af vores hverdag, og vi derfor ikke længere tænker så meget over det. Men her kommer lidt om forskelligt.

Affaldssortering – vi bemærkede i den første tid herude, ladcykler og scooter overlæsser med enten pap eller plastflasker. For os, et tydeligt tegn på affaldssortering. Det undrede os derfor, at vi ikke skulle sortere vores affald, men bare smide det hele i én stor skraldespand, når der tydeligvis sker en form for genbrug. Senere fandt vi ud af at vores affald bliver sorteret, ikke af os, men af skraldemanden. Der kommer en papmand, en plastflaske-mand og en dagrenovationsmand, og hiver hver deres op af skraldespanden, og kører væk med det. Sådan søger man for at der er arbejde til alle......

Bureaukrati – for at kunne få visum inden vi tog af sted, var vi begge igennem en grundig sundhedstest med blodprøver, røgentbilleder mm.. Efter ankomst herude har vi så været til mere eller mindre de samme prøver, for at kunne få opholdstilladelse. Samtidig havde den kinesiske ambassade i Danmark fået en kopi af vores vielsesattest, for at vi kunne dokumentere, at jeg ikke bare var en eller anden tilfældig Danny tog med ind i landet. Han havde jo allerede fået arbejdstilladelse. Og fordi vi var gift kunne jeg få visum. Men på politistationen for opholdstilladelser, var det pludselig ikke nok med vores vielsesattest på engelsk – hvad vi ikke vist var at den kinesiske ambassade i Danmark vist nok skulle have attesteret at den var ægte! Så vi måtte bede det danske generalkonsulat i Shanghai om at attestere ægtheden af vores vielsesattest, og få deklarationen fra Konsulatet oversat til kinesisk.......

Kørekort - For at få kinesisk kørekort skal man til en teoriprøve. Danny har hele tiden fået at vide, at det ikke er et problem, for man har bare en ”tolk” med, der tager prøven på kinesisk for en. Men da Danny var til prøven, skulle han så pludselig tage den på engelsk, idet betjenten som udleverede prøven ikke var modtagelig for bestikkelse. Det ville måske ikke være det store problem, hvis det ikke var fordi, det var på det som hedder chinglish - kinesisk oversat direkte til engelsk – hvilket oftest giver nogle meget uforståelige sætninger. Så han bestod ikke – men så bestak de tilsynsføreren, og Dannys kinesiske tolk bestod med kun én fejl. Det skal også lige nævnes, at en del af spørgsmålene gik på strafudmåling for div. forseelser - bl.a. skulle der svares på hvilken forseelse man har begået, hvis man idømmes fængselsstraf på 1 år og 7 mdr.?????

Et ordsprog lyder: ”alle veje fører til Rom” – i Kina fører alle veje derhen hvor man ønsker – over alt er her ved at blive opført nye veje, og det på trods af at vejnettet allerede er så udbygget, at alle veje på en eller anden måde er forbundet, og derfor kan alle veje fører til det samme sted. Vi kender efterhånd enkelte steder og veje ganske godt, og har derfor kunne konstatere at selv om det nogenlunde er de samme 4-5 steder vi tager taxa til og fra, så findes der et utal af veje, der alle fører til destinationerne. Og det er ikke fordi taxichaufførerne forsøger at snyde med at kører en omvej, for der er ikke store udsving i prisen – så antal kilometre er det samme, men det er vejen ikke.

Folketælling - I har måske hørt i nyhederne, at der har været folketælling i Kina fra d. 1. november til 10. november. Denne gang skulle alle tælles, også udlændinge - men til min store skuffelse har der ikke været nogle og tælle os..... så når de officielle tal bliver offentliggjort, så husk lige at lægge to til.

Og her til sidst en lille opfordring – kommentarer til indlæg er meget velkomne.

På posthuset - hvor svært kan det være?

I dag  var jeg på posthuset.

Jeg havde 36 breve, der skulle sendes – alle i kuvert med adresserne skrevet på.

Men de kuverter jeg havde brugt, var åbenbart ikke gode nok.

Så jeg fik udleveret 36 brune kuverter, og så kunne jeg ellers gå igang med at skrive alle adresserne på ny.

De brune kuverter havde ingen lukkefunktion, så på bedste tegnsprog fik jeg spurgt hvordan de skal lukkes, og postdamen, peger ud i rummet, hvor der står et underligt udseende ”bord”. Bordpladen har en fordybning hvori der er klister, og en meget fedtet pensel, til at smøre klisteret på – og så lå der en klud, stiv af klister.

Jeg gik igang med at smøre klister på. Om jeg brugte den rigtige teknik, ved jeg ikke. Men jeg havde i hvert fald klister over alt, og det var ikke umiddelbart supertørrende, så jeg skulle passe på ikke at lime alle brevene sammen......

Jeg måtte simpelthen have et billede af det, da jeg var færdig, og havde fået alle kuverter lukket, og de lå der og tørrede et øjeblik.

Så hvis I modtager en brun kuvert fra Kina, godt smurt ind i klister, så ved I nu hvem den er fra. Der er nemlig ikke skrevet afsender på – det havde jeg ikke kræfter i hånden til.

Interaction

For at få en mere spændende hverdag, der ikke bare består af os selv, er det vigtigt for os her i Wuxi at skabe gode interactioner med andre mennesker. Sprogbarrieren gør jo sit til at det ikke er lige til, idet vi stiller krav til at de mennesker vi interagere med, taler og forstår bare et minimum af engelsk.

På Novenco er Danny eneste dansker, og udover ham er der kun en anden ikke-kinesere, nemlig Lee fra Singapore. Lee har den fordel, i forhold til os, at han både taler og forstår kinesisk, idet det er et af hovedsprogen i Singapore – og så er han iøvrigt kinesisk gift. Men han taler også engelsk, da det er officielt sprog i Singapore. Hans kone, Wendy, taler derimod kun kinesisk. Sammen har de lille Audrey på 1 år.

I søndags var vi inviteret til netop lille Audreys 1-års fødselsdag. De andre gæster var en blanding af Wendys veninder og Lees singapore venner med koner.

Singaporeaner har en mere vestlig mentalitet og tilgang til ting, end kinesere. Så dem kommer vi nok til at se en hel del mere til.



Audreys 1-års fødselsdag

  

Derudover har jeg meldt mig ind i WIC, Wuxi International Club. Det er en club for expat-fruer, som arrangere udflugter og arrangementer i løbet af ugen, så vi stakkels fruer ikke skal kede os, imens vores mænd arbejder.

Clubben støtter også en skole for børn med mindre mentale handicaps. Så der har jeg meldt mig til at undervise/lege med børnene en gang om ugen. Jeg var med sidste onsdag, og skal igen i dag. Børnene er mellem 8-12 år gamle, og meget søde. Det hedder sig, at vi kommer for at lære dem engelsk, men det går mest ud på at lege med dem, idet deres evne til at huske ikke er så stor.

En anden kontakt til det kinesisk liv er min tutor Jane. Hun kommer 2 gange om ugen for at lære mig lidt kinesisk, og derudover vil hun gerne vise os begge rundt i weekenderne, eller tage med os på udflugter. Det er jo en fordel at have en med som kan sproget.

I lørdags var vi b.la. på et stort marked/bazar. Og iflg. Jane, skal man et sådan sted ikke acceptere den første pris der bliver givet, men ”prutte” om den – og det er hun god til. Bagefter tog hun os med til frokost, hvor vi fik Hot-Pot. Det er lidt ligesom fondue, hvor hver især koger sin egen mad i en fælles gryde med suppe.

Jane igang med at spise Hot-Pot

Så vi begynder langsomt at opbygge et netværk og skabe interaction med andre mennesker –  vi oplever en hel del og vi keder os ikke.

 

 

 

Engelsk navn.... ???

Her i Kina er det almindeligt ud over ens kinesiske navn, også at have taget et engelsk navn. Dette kommer sig af vesterlændinges problemer med at tale kinesisk, hvilket man så har taget konsekvensen af.

Min privat-tutor i kinesisk, hedder Yu Si, hvilket skal udtales lidt hen af sis se. Da hun læste engelsk på universitetet blev hun, sammen med resten af hendes klasse, opfordret til at vælge et engelsk navn. Hun har valgt Jane, da hun godt kunne lide en bog, hvor i hovedpersonen hed Jane. En på Dannys arbejde hedder Elvis, en anden Sky, så der er frit valg på alle hylder.

Danny er jo heldig, at han allerede har et engelsk navn, der er let at udtale for alle. Men jeg derimod, har et problem. Jeg har egentlig altid været vant til, at ikke-danskere udtaler Rikke på hundrede forskellige måder – forsøger tit at forklare, at det skal udtales ” reggae, like the music” hvilket til dels hjælper.

Men med kinesere er det noget helt andet. Rikke er slet ikke til at udtale, idet bogstav-konstellationen er helt umulig på kinesisk. Jane siger, at man ikke engang vil kunne skrive det med kinesiske tegn..... så spurgte jeg, om det ville være lettere hvis jeg hed Watz eller Pedersen, men det gjorde det ikke meget bedre. Derfor overvejer jeg nu, at tillægge mig et engelsk navn, nu er spørgsmålet så hvilket?

Send mig jeres bud som kommentar. Det skulle gerne være et navn, I mener passer til mig. Jeg ser frem til at se jeres ideer J

Suzhou

I går søndag d. 31/10 2010 var vi på tur til Wuxis naboby Suzhou.

Vi var afsted sammen med Hans, en dansk kollega fra Novenco Næstved, og Lee, singapore kineser fra Novenco Wuxi, samt dennes kone og lille datter.
Vi var først på et perlemarkede. Der kan man få lavet et smykke - halskæde, armbånd, øreringe og lign. - lige som man ønsker, alt sammen med ferskvandsperler i alle størrelser og farver. Jeg fik mig en fin halskæde.

Efterfølgende var Hans, Danny og jeg i en park, hvor der tidligere har boet en af kejserens administratorer.

Om aftenen var vi ude at spise på en italiensk restaurent.
Der var vi sammen med endnu en dansker. Olav, som er leverandør til Novenco, og har boet i Suzhou i 10 år. Danny og jeg blev derfor samtidig inviteret til Suzhous danskerkolonis årlige julefrokost.
Jeg havde ikke haft de store forventninger til en italiensk restaurent i Kina. Havde tænkt lidt: Ja, ja, lad os nu se.....
Men det var en rigtig god restaurent. Jeg fik braiseret lammeskanke med polenta ummmm, ummmm
Og vi fik også en god rødvin.
Det er helt sikkert et sted vi vil besøge igen, desværre ligger den i Suzhou og ikke i Wuxi, men eftersigende skulle man kunne få en taxi til at kører sig frem og tilbage, og vente imens vi spiser for ca. 150 DKK, og det tager ca. 45 min. i bil - så det er jo til at overskue, både tids og udgiftsmæssigt.

Linket viser billeder fra dagen - den lille pige Danny står med er hans kollegas datter, og ikke en han har stjålet.
http://picasaweb.google.com/102035160684953267919/Suzhou?authkey=Gv1sRgCKO4iJTe5JTHiAE´

EXPO

I fredags var vi på EXPO i Shanghai.

Danmark har som bekendt sendt den Lille Havfrue til Shanghai for at tiltrække sig kinesernes opmærksomhed. Og det har været en stor succes, 5,55 millioner besøgende har der været – til sammenligning er Sveriges pavillion, der ligger lige ved siden af den danske, ”kun” blevet besøgt af 3,5 millioner. Ialt har EXPO haft 73 millioner besøgende – og de to af dem var Danny og jer.

Rikke og den Lille Havfrue

Dannys arbejde havde været hjælpsomme med at bestille billetter til os, for det er lidt af en jungle når det meste står på kinesisk. Vi skulle derfor med et kinesisk busselskab til Shanghai, og der var også arrangeret indgang på den kinesiske pavillion. Så vi var på tur med en hel bus kinesere. Guiden kunne heldigvis lidt engelsk, og havde åbenbart fået at vide, at hun skulle tage sig af os..... for hun tilbød at følge med os rundt hele dagen – hvilket vi dog pænt takkede nej til. Så efter vi havde set den kinesiske pavillion, havde vi resten af dagen på egen hånd. En time før vi skulle mødes, blev vi dog ringet op af guiden som endnu engang forklarede hvor mødestedet var. Det skal lige siges at hun havde tegnet det ind på kortet over området, og sat et stort kryds, og skrevet 8pm – vi var ikke i tvivl.

Den kinesisk pavillion var meget imponerende. For en kinesisk besøgende på EXPO, tror jeg den har været et "must see", og det var det selvføgelig også for os. Køen var temmelig lang, men det gik alligevel forholdsvis hurtigt, jeg tror, vi ventede en halvtime til 3-kvarters tid, inden vi kom ind.

Ved mange af pavillionerne, var der utrolig lange køer, enkelte steder op til 4 timers ventetid. Af dem vi derfor desværre ikke fik set var Tyskland, Schweiz, Japan og Italien. Og lad os bare sige at vi gjorde vores til at komme ind i den italienske, alt andet end at stille os i kø. For ved de nordiske pavillioner, fandt vi ud af, at vi som danskere kunne springe køen over, og komme ind som særlig inviteret. Og så tænkte vi, at vi som EU-borgere måske kunne det samme ved den italienske – ikke at vi reelt troede det, men det var forsøget værd. Så vi fik spurgt ved 4 forskellige ind/udgange om det ikke var muligt med et europæisk pas at komme ind udenom køen. Det var det desværre ikke.

Men vi fik set en masse andre landes pavillioner – nogle mere spændende end andre. Vi var b.la. andet på følgende: Indonesien, Mexico, Venezuela, Cuba, Chile, Canada, Peru, Frankrig, Island, Norge, Sverige, Argentina og Ukraine. Vi tog dem, hvor der enten ikke var kø, eller hvor vi kunne se køen bevæge sig. Hvis ikke køen bevægede sig, så stillede vi os ikke i den. Det skal også lige nævnes at kinesere absolut ingen køkultur har. Hvis de kan se deres snit til at mase sig foran, så gør de det. Og det er ikke bare på EXPO'en de har den tendens, de gør det også i supermarkedet.

I tv var restaurenten på i den mexicanske pavillion blevet roset meget, så vi havde på forhånd bestem at der skulle vi spise frokost. Jeg havde frygtet at den så var propfuld, og umulig at få et bord på. Og vi stod også i kø til selve pavillionen, men heldigvis var det ikke tilfældet til restaurenten. Maden var nok for dyr set med den almen kinesers øjne.  

Argentina så ud til at have en rigtig god restaurent, men det opdagede vi desværre for sent. De havde også en vinbar, så der ville vi lige ind og have et glas rødvin, inden vi skulle mødes med vores kinesiske gruppe, og tilbage til bussen. Men de havde desværre udsolgt. Jeg tror, det havde noget at gøre med at klokken var 19.20, og vinbaren lukkede kl. 20, så de ville ikke trække en ny flaske op for os, hvis vi bare skulle have hver et glas. Så det må blive en anden gang vi får rødvin i Kina.

Så efter en lang dag, ca. 10 timer på selve EXPO sammen med 510.000 andre besøgende, og to timers kørsel hver vej Wuxi-Shanghai, var vi godt trætte. Men vi nåede at komme på EXPO inden de lukkede 31.10.2010, og jeg fik set den Lille Havfrue.

Dagens opgave - næsten umulig at løse.....

For at holde mig beskæftiget, giver Danny mig nogle morgen en ”dagens opgave”.

Jeg tror, han selv syntes det lyder meget godt, i stedet for bare at bede mig om at gør dit eller dat.....

Nå, men dagens opgave idag, var han købe ham en ny deo. Det skal lige siges, at det altid er mig der køber deo til ham, så opgaven synes umiddelbar ikke umulig. Og han har også 3 mærker han godt kan lide, og som det gerne skal være. Så det er ikke fordi jeg skal ud og prøvedufte en masse, det handler om et simpelt gen-køb. Men, men, men..... ikke et gen-køb i Kina!

Jeg tog en taxi til down-town, for tænkte at opgaven måtte kunne løses i et af de stormagasiner som er her. Som i Magasin eller Illum, findes der i underetagen kosmetikafdelinger, med stande fra de kendte kosmetikmærker. Men jeg har nu fundet ud af, at det er meget lidt parfume de har, og da slet ikke til herre. Jeg havde for at lette kommunikationen, taget en af hans deo’er med, for at kunne vise den frem. Men når jeg viste den, troede salgspigerne dog, at det var fordi, jeg søgte efter præcist det mærke, indtil jeg med fagter fik gestikuleret mig frem til, at det mere var funktionen af produktet, jeg var på udkig efter.

Men ak oh ve, 3 stormagasiner på hver 5-6 etager senere, måtte jeg konstatere, at der åbenbart ikke er et markede for deo’er til mænd i Kina. Det ene sted kunne én af pigerne lidt engelsk, og hun foreslog at jeg kiggede i et supermarked. Men der har de kun ”billig” mærker, og det er min næse for fin til. Til sidst har jeg dog måtte erkende mit nederlag i løsningen af denne opgave, og jeg har købt ham en Nivea deo i et supermarked, og så var jeg heldig at finde en af hans dufte som parfume, så nu må han bruge to produkter for at komme til at dufte godt.

Og så kan I da også lige så godt få historien om, hvor besværligt det er, at betale med udenlandske kort i sådan et stormagasin. Vi taler her om mega steder, der har alle mærkevarer, og som er på 5-6 etager.

Ikke nok med, at det ikke er muligt at betale varen i selve forretningen. Men man får udleveret en seddel, som man så skal hen til en skranke for betale, og så skal man tilbage til det første sted for at vise kvitteringen på at man har betalt, for så at få varen udleveret.

Men ak disse betalingsskranker tager så ikke Visa eller Mastercard. Nej, til det findes der én skranke i hele sådan et stort sted. Idag var den så placeret på 3.sal, sådan godt gemt af vejen. Det vil sige, jeg blev først vist hen til en skranke, for at de kunne konstatere, at jeg skulle betale et andet sted. De ringede så til én fra den forretning, hvor jeg havde fundet varen, som så kom og fulgte mig hen til den skranke på 3. sal, som tog undenlandske kort. Så betalte jeg der. Og kunne derefter følge med tilbage til udgangspunktet for at få udleveret varen.

Det kan altså godt tage pusten fra en, og så kan en shoppetur da godt komme til at tage mange timer. Tænk hvis jeg ville købe mere end én ting. De har skræmt mig væk, så vil jeg hellere gå i de små forretninger, hvor al ekspedition sker ved én kasse.

 Jeg kan selvfølgelig også bare lære at bruge kontanter..........

Søndagstur ved Taihu Lake

Wuxi ligger ved søen Taihu Lake - hvilket er en lidt dobbelt måde at sige navnet på, idet hu på kinesisk betyder sø. Fra vores i lejlighed, er der ca. 20 min. kørsel til søen. Så vi havde udvalgt et sted på vores bykort, hvor vi gerne ville køres hen. Det viste vi så til taxichaufføren, som også kørte i retning mod søen, indtil han pludselig drejede af, og stoppede og mente vi var fremme..... vi var overhovedet ikke i nærheden af søen! Vi fik ham til at køre videre, og da vi kunne se søen, bad vi om at blive sat af, lige meget, at det ikke var ved vores udvalgte spot, vi skulle bare af. Tilfældet ville, at det var ved Lihu Park, som er en lille forlystelsespark, med bl.a. et stort Pariserhjul.

Det var en dejlig solskinsdag med minimum af smog og skyer, så vi tog en tur. Der var en flot udsigt indover byen, og man fik et godt indtyk af hvor stor Taihu egentlig er.

Vi ser frem til snart at få bil, så vi kan tage på lidt længere udflugter, uden at være afhængige af taxichauffører.....

Kommunikation

En af de sværeste ting herude er at tale med kineserene. Dette må endelig ikke forveklses med det at kommunikere med dem, idet der der er en stor forskel.
Jeg er endnu ikke startet på noget sprogkursus, hvilket gør at de gloser jeg kan sige på kinesisk beløber sig til: Goddag, tak, ja, nej, venstre, højre, nord, øst, samt, jeg forstår ikke. Men når kineserne så taler til mig, ja, så er det, så som så med hvad jeg forstår.Udtalen ved jeg heller ikke om er helt rigtig, så det meste bliver efterfuldt af heftig gestikuleren fra min side..... og så kommer vi til det med at kommunikere med dem.
De sidste par dage, har vi her i lejligheden haft besøg af 3 sæt håndværkere. Dvs. der 3 gange pludselig er blevet ringet på døren, hvorefter der kommer en arbejdsmand og en supervisor, som på kinesisk fortæller mig hvad de vil ordne. Det skal lige siges, at vi ikke selv har bedt om disse udbedringer, så det er ikke sådan at jeg ved hvad de kommer og  vil reparere! Når supervisoren er færdig med at forklare, kan jeg så sige, at jeg ikke forstår ham, og så bliver jeg ellers hevet rundt i lejligheden og får udpeget hvad de vil..... Imens reparetionen bliver udført skal jeg underskrive div. sedler – alle på kinesisk, hvilket jeg gør uden at blinke. Så faktisk ved jeg ikke, om jeg her de sidste par dage, har overdraget hele min formue til disse kinesere..... eller skylder dem skumle tjenester J
Jeg skal så også altid chekke det udførte arbejde inden de går, hvilket så sker med en thumbs up, for mit ordforråd rækker ikke til reparetionsgodkendelser. Men det er jo ikke altid det hele, ex. udskiftede de et par af terassefliserne, og så måtte jeg jo nikke energisk for at vise, at jeg forstod hans gestikulering om, at vi ikke måtte træde på de nylagte fliser ligemed det samme – hvor lang tid var så tilgengæld ikke helt klart.....
Når jeg er ude og shoppe er det også med fagter. En af ekspedienterne i en skoforretning, troede jeg var småskør, da jeg tog min egen sko af og rakte den frem mod hende. Men hun forstod da, at jeg bare gerne ville prøve en sko med den samme størrelse, og ikke troede at jeg kunne bytte med de gamle sko – det er nemlig lidt svært at sige str. 22,5 – faktisk ved jeg slet ikke hvordan man siger det. Samtidig måtte jeg i selv samme forretning, ”spørger” hvordan det kunne være, at der på prisskiltet stod 379 rmb, men jeg kun skulle betale 190 rmb, der stod godt nok et skilt med et 5-tal. Det vise sig så, at det 5-tal betød rabat på 50%. Og det er jo en meget nyttig oplysning.
Så der bliver ikke talt med kineserne, men der bliver kommunikeret rigtig meget J

Den første tid

Så har vi været i Wuxi i små 14 dage.
Den første tid er blevet brugt på at skaffe de ting vi umiddelbart har brug for, såsom dyner, sengetøj, støvsuger og et min. af køkkenting. Det forlyder at vores ting fra Danmark er godt undervejs med luftfragt, og vi forventer ankomst i løbet af næste uge.
Ellers har vi været meget ud at gå i vores umiddelbare lokalområde for at lære det at kende. Vi bor i gå-afstand til et større supermarked, samt en arkade med div. spisesteder og et par enkelte DVD-forretninger.
Vi har ca. 60 tv-kanaler, hvoraf én er på engelsk! Så vi var meget glade, da vi efter en uges tid også fik internet i lejligheden.

Derudover vil jeg lige nævne at vi begge har en skype-konto, men husk lige tidsforskellen på +6 timer!!!!

For at I kan få enfornemmelse af hvordan vi bor har jeg lavet en lille video med en rundvisning i lejligheden.