Kinesisk Nytår

Her i Kina er det snart Nytår. 2. fabruar eller dagene der følger skifter den kinesiske månekalender fra Tigerens år til Kaninens år.

Dette er den største fest for kineserne, og de fleste af byens forretninger holder lukket fra den 2. til d. 8. februar. 

Nej, hvor spændende tænker man, og ser optog af drager og kulørte lamper for sit indre øje. Byen er da også pyntet med røde papirslamper og kaniner i alle udformninger, men det skal man ikke lade sig narre af.

Pynt i gaderne

Kineserne er i disse dage valfartet hjem til den egn/by de kommer fra, for at kunne være sammen med familien til denne højtid. De har hele januar provianteret til denne fest, som hovedsageligt foregår i familiens skød, med div. middage, dvs. supermarkederne har været fyldt med flere mennesker end normalt, og der har også været flere mennesker rundt i byen end normalt. 

Trængsel ved kasseapperaterne i supermarkedet

Og nu er det jo ikke fordi der ikke er nok mennesker til hverdag! Det begynder langsomt at gå op for os, at vi har truffet den rigtige beslutning mht. at forlade Kina i disse dage, og ikke har ladet os lokke at øjets indre billeder.

Det kan godt være at der pt. ikke er så varmt i Vietnam som vi havde håbet og regnet med, men det tager vi gerne med, for at slippe ud af disse masser af ustyrlige kinesere. For det er jo ikke fordi deres manere er bedre, jo flere de er samlet.

Så sent som i går, stod jeg i kø i supermarkedet, pludselig griber kinakonen ved sidens af mig, ned i min kurv og begynder at undersøge den for hvilke varer jeg dog har i den.....
Jeg blev temmelig overrasket, jeg er efterhånden vant til at de kigger meget efter hvad jeg dog køber, men lige frem at stikke hånden ned i en kurv jeg har på armen, det havde jeg så ikke lige prøvet. Jeg siger, på dansk: "Vil du da lige stoppe." Reaktionen er skræmmende, hun registrere slet ikke at jeg siger noget - jeg ved godt hun ikke forstod det, men hun ikke så meget som blinkede med øjenene over at jeg sagde noget.......

Godt Nytår til jer alle.

Kulde og frosne vandrør

Da vi i juli var i Wuxi første gang, hørte vi meget om den kolde forestående vinter.

På det tidspunkt viste termometret +35°, så det var lidt svært at forholde sig til, samtidig med at DMIs oversigt over gennemsnitstemperaturen i Wuxi viset min. temperature på -1°.

Men, men, men, fik vi at vide - her bliver koldt – meget koldt.

Kulde er selvfølgelig et subjektivt begreb, eftersom det er meget individuelt hvornår man føler kulde. Men idet gennemsnitstemperaturen i november og december lå på +12°, og hvilket i alles opfattelse var usædvanligt varmt for årstiden, har jeg tænkt: hvornår er det liige det bliver koldt. Igen fik vi dog at vide at vi bare skulle vente, her bliver meget, meget koldt.

Vi mærker da kulden af og til, men det kom sig hovedsageligt af, at kineserne ikke isolere husene, og at varmekilden er varm luft fra airconditionanlægget, hvilket giver ufattelige kolde gulve. Men jeg har efterhånden fundet balancen i vores lejlighed, så at den ikke føles kold.



Temperaturen søndag kl.11.30

 Januar har indtil nu været mere normalt temperaturmæssigt i forhold til årstiden. Nattetemperaturen ligger på mellem -5 og 0°, og dagstemperature på +5°. Efter at have været i den danske vinter et par uger med kulde og sne, ja så kan man jo klare lidt af hvert. Og selv om det her er koldt udenfor, så er det en enorm befrielse, at der ingen nedbør er. Siden vi kom i oktober har der max. været 10 dage med nedbør. Det gør at kulden føles knap så kold – syntes jeg. Samtidig skinner solen mange dage og giver i øjeblik nærmest et indtryk af at foråret er lige om hjørnet.

Her søndag morgen havde vi dog pludselig ingen vand i vandhanerne. Jeg frygtede først, at det skyldes at vi måske manglede at betale en vandregning, og at de derfor havde lukket for det. Så jeg var lidt skeptisk da første håndværker begyndte at hælde varmt vand på vandhanen, i et forsøg på at tø den op! Men en ny håndværker kom til med mere varmt vand, og pludselig havde vi koldt vand i hanen. Så gik han i gang med at hælde varmt vand på rørerne til varmtvandsbeholderen – og så havde vi også varmt vand.

Overskydende vand, der allerede er frosset, efter det er blevet hældt over vandrørerne. 

Vores varmtvandsbeholder - placeret udvendigt.

Det viser sig at det åbenbart er en meget naturlig ting med frossene vandrør, og idet vandrørerne sidder udvendigt på på nordsiden af bygningen, og temperaturen havde da også været på ca. -5°, da vi stod op.

Det er ganske forståeligt at kineserne mener det er koldt, idet der for dem ikke er den store forskel på inden- og udendørs temperature. De tager ofte ikke deres jakker af, når de kommer indenfor et sted, selv på restauranter beholder de tit deres jakker på, selv imens de spiser, og det er ganske forståeligt, idet der ofte er r..koldt. Så når de fortæller om de kolde vintre, så er det koldt - for dem og de stakkels udvendige vandrør.

Novencos årlige middag

Novencos årlige middag for medarbejdere og deres familier er en blanding af talentshow, lucky draw og middag.

Talentshow, fordi det er kutyme, at hver afdeling på en eller anden måde bidrager med et indslag. Og de fleste indslag denne aften var i form af sang – nogle mere vellykket end andre, men ingen Blachmann ville have ladt gå videre.

Da Danny er eneste person i hans afdeling, ja, så var det op til ham selv at stå på scenen.

Jeg bistod selvføgelig med gode ideer, men nu er det jo ikke fordi Danny har så mange talenter, hverken kendte eller skjulte.

Jeg foreslog ham et korttrick, men han mente at man ikke skulle være mange dage over 10 år, for at gennemskue det trick han kunne. Eftersom han lige er startet på kinesisk, fandt han på at fortælle en vittighed på kinesisk. Så han startede sin søgning på nettet. De første han faldt over, var jokes der gjorde grine med kinesere, så som:

Three Chinese brothers, Bu, Chu, and Fu, want to illegally live in America. The brothers decide to change their names to seem American. Bu changes his name to Buck. Chu changes his name to Chuck. And Fu got sent back to China.

Og

What do you get when you take a Chinese girl out on a date?
Chinese takeout

De var ikke rigtig brugelige, og ville nok ikke falde i specielt god jord blandt publikum. Men så fandt han en joke på kinesisk, som han ville læse op. Og han fik hans lærinde til at hjælpe med udtalen. På engelsk lyder den følgende:

A little sea turtle was swimming in the middle of the ocean, when he bumped into something floating on the surface. The sea turtle had never seen anything like it, so he asked "What are you?"

The thing replied, "I am a dragon", then floated away.

One hundred years passed by, and the small sea turtle had grown into a great big sea turtle. He was floating on the surface, and once again he came across his old friend, who he hadn’t seen in one hundred years. He was amazed that, although he himself had changed greatly over the course of a hundred years, the dragon had hardly changed at all.

The sea turtle had always believed that he was the longest-living creature on earth, but here was something that lived even longer. He asked, "What kind of dragon are you, that you don’t change and don’t become old and feeble?"

"Oh! I am Styrofoam."

Explanation

The Mandarin word for Styrofoam is 保麗龍 / 保丽龙 (bǎo lì lóng). The last character of this word is 龍 / 龙, which means dragon.

Styrofoam, betyder flammingo (pakke materialet).

Efter alle de indledende taler mv., så var det endelig Dannys tur til at komme på scenen. Og han læste og læste...... men udtalen var der vist ikke helt – der var i hvert fald ikke tegn på at joken var sjov eller overhovedet forstået. Og han vandt heller ikke. Men jeg og de andre danske chefer fra Novenco Næstved syntes det var sjovt og orginalt, i det de fleste andre indslag var sang.



Danny kommer på scenen



Danny læser og læser

HR-afdelingen havde på forhånd besluttet at Danny ikke kunne deltage i Lucky Draw. Jeg ville ellers gerne have haft chancen for at vinde cyklen. Men da middagen hovedsageligt er for alle de kinesiske medarbejdere og deres familier, ville man nok ikke risikere at vi løb med alle præmierne. Hvilket er fair nok.

Konkurrence - hvem kan puste flest balloner op, på kortest tid

Efter min mening aftnens bedst sangindslag - regnskabschefens datter synger.

Det var en ganske hyggelig aften, bortset fra at temperaturen, det sted det blev holdt, ca. var 10 grader indendørs! Så fortryder man virkelig, at man møder op i nylonstrømper og højehæle, i stedet for et par gode varme støvler. Mine tæer var dybfrosne da aftenen var omme.

En travl uge

Den første uge tilbage i Wuxi efter juleferie i DK har været travl for os begge.

Danny er startet til kinesisk 3 gange om ugen á 2 timer, så mandag og onsdag er han først hjemme efter kl. 20, og har så også undervisning om lørdagen. Derudover er der også lidt lektier der skal laves.

Jeg er begyndt at undervise to koreanske piger i engelsk hver formiddag i 2 timer. Deres mor overhørte mig og Jane, min tutor, tale engelsk indbyrdiges, og pludselig henvendte hun sig, og spurgte om jeg havde tid og lyst til at undervise hendes to piger på 14 og 15 år.

De er her kun indtil slutningen af februar, så det er knap 2 måneder. Det er ganske fint, og jeg får 80 RMB i timen. Nu er det jo ikke fordi jeg har de store erfaringer med undervisning – men heldigvis har de selv et par noveller. Og tilfældet vil, at den bog vi er startet med, handler om jødernes flugt fra Danmark til Sverige i 1943 – så det gør det lidt lettere for mig, og samtidig kan vi tale lidt om Danmark også.

Jeg har i denne uge også været til min første yoga-time på kinesisk. Det var sammen med Jane, men da man jo skal være stille i løbet af timen, kunne hun jo ikke så godt oversætte for mig. Så det var jo ikke meget jeg forstod, men jeg kunne jo se, hvad de andre gjorde og det var dejligt at få strukket kroppen lidt ud. Underviseren var også så venlig at stille sig tæt ved mig, så jeg ikke skulle dreje mit hoved i alt for mange mærkelige vinkler. Det skal vi helt sikkert til igen.

Derudover har jeg været, som jeg er hver onsdag, på skolen for børn med indlæringsproblemer. Det er ikke så meget engelsk undervisning, men mere leg og sang. Det er ganske hyggeligt, og børnene bliver så glade for at se os.

Og så har jeg fået mig et buskort så jeg rigtigt kan komme rundt – og det er jo en stor besparelse i min daglig befordringsomkostning. En taxi til byen koster ca. 20-30 RMB hver vej, bussen koster 2 RMB, og med buskort kun 1,20 RMB bver vej – så ikke nok med at jeg tjener lidt penge, jeg spare også gevaldigt på udgifterne.

Jane står i kø for at få buskort til mig.

Ofte er der flere mennesker med bussen, end lige på denne tur.

Både lørdag og søndag var vi ude at spise med kollegaer fra Novenco, og tirsdag aften afholdt Novenco sin årlige middag for medarbejderne og deres familier, mere om det i et andet indlæg.
I dag torsdag skal Danny ud at spise med arbejdet, og fredag skal vi spise sammen med nogle af hans kollegaer fra Næstved.

Udover alle disse sidebeskæftigelser, så har Danny selvføgelig været på arbejde, og jeg har lavet mad, vasket tøj og gjort lidt rent – forstår nogle gange ikke, hvordan jeg overhovedet havde tid til at arbejde i DK.

Shanghai retur

Godt nytår til alle.

Vi har haft 2 1/2 uges dejlig juleferie i Danmark. Der har virkelig været run på. Det var dejligt at se jer alle igen, desværre var der ikke tid til alle. Jeg tror, vi de fleste dage havde min. 2 aftaler, så vi gjorde vores bedste.

Turen hjem til Wuxi var lidt af en oplevelse i sig selv. En oplevelse vi godt kunne have været foruden.

Det startede allerede i Kastrup, hvor vi i forvejen havde haft en mistanke om at kufferterne var pakket lidt for tungt. Denne gang var jeg dog forberedt, så jeg vidste præcist hvad, der skulle tages ud. Men frem og tilbage mellem check-in, Aeroflot og SAS, i et spørgsmål om hvad det kostede pr. ekstra kilo, samt at der åbenbart i systemet var et problem med vores billetter. Jeg fik hevet de ting ud af kufferterne, som jeg havde planlagt, og derefter var der ingen problemer. Ved ikke præcist hvad den samlede vægt nåede op på, men tror det var pænt over de 40kg der er tilladt.

Derefter var vores fly til Moskva forsinket, først 1 time og derefter 2.....
Da Danny ved gaten spurgte Aeroflot-damen, hvad forsinkelsen skyldtes, fik han følgende svar: "Der er sikkert mange passagere med flyet fra Moskva"

Øhhhh, som om at et fuldt booket fly, af den grund skulle blive forsinket i 2 timer !!!!!!! Magen til ubrugeligt svar.

Nå, men vi kunne jo efterhånden godt fornemme, at vi ville have svært ved at nå vores connecting flight til Shanghai. Så endelig ombord og i luften med retning mod Moskva, spurgte vi stewardessen, om hun kunne oplyse om der også var forsinkelser ud af Moskva. Man kan jo altid håbe at Shanghai flyet også var forsinket. Men der fik vi at vide at der ikke burde være et problem, for vi ville lande kl. 19.30, og der var et andet fly ved 21-tiden mod Shanghai.

Hvordan vi derefter i luften blev yderligere forsinket, er mig en gåde, men jeg er jo ikke pilot. Men faktum er at vi først landede kl. 20.10, og ikke 19.30 som oplyst. Nå, men vi blev ledt igennem Moskva lufthavn mod transitområdet, og der var jo andre som os, der også skulle nå et fly videre. Nogle var heldige at nå det, andre, som os, var ikke så heldige. For det viste sig at der ikke var noget fly kl. 21, men sidste fly mod Shanghai var lettet til tiden kl. 20.10. Vores oprindelig var også lettet til tiden kl. 19.10.

I transitområdet kom så næste udfordring. Eftersom der allerede i Kastrup havde været problemer med vores billet i systemet, havde vi ikke fået boardingpas til Moskva-Shanghai flyet, men fået at vide at det skulle vi have i Moskva. Det stillede de sig meget uforstående overfor, og til tider virkede det som om de slet ikke viste hvad de skulle stille op med os.

Så gik der 3 timer, hvor de tog vores papirer frem. Kiggede på dem, lagde dem væk igen, tog dem frem, lagde dem væk osv.. Til sidst fik vi at vide at første fly den følgende dag var kl. 20.10, og at vi ville blive fragtet til et hotel.

OK, vi skulle så tilbringe en hel dag i Moskva. Problemet er så bare, at der er visumpligt i Rusland, og da vi ikke lige havde planlagt dette ophold, havde vi selvfølgelig ikke visum. Det vil sige, vi kunne ikke bruge dagen til noget som helst, idet det ikke var tilladt at forlade hotellet.

Da vi endelig ankom til hotellet var klokken 1.00 om natten - så man var efterhånden godt træt af al den venten. Og så sad vi yderligere en halv time i bussen foran hotellet, uden at vide havde der foregik. Vi har nok været ca. 20 mennesker. Af dem var der 3 andre danskere, som også skulle videre til Shanghai, så dem havde vi talt en del med i lufthavnen, imens vi fik billetterne til nædte dags fly udstedt.

Grunden til at vi måtte vente i bussen, fandt vi tidsnok ud af. Der var ikke værelser nok til alle!!! Så man blev bedt om at gå sammen 3 og 3. Den ene af danskerne var en pige, som arbejder i Shanghai, og hende delte Danny og jeg så værelse med.

Værelserne lå alle på en etage som var for transitpassagere uden visum. Så vi blev fuldt op i elevatoren af en vagt, og da vi nåede etagen var der en anden vagt der tog over. Og så kunne vi ellers gå i seng og vente på at de ringede og sagde at der var morgenmad.

Til morgenmaden blev vi eskorteret ind i et aflukket rum, kun os transitpassagere. Vi skulle jo nødig mingle med de almindelige hotelgæster, og tænk hvis vi stak af.......
Og så var det jo morgenmad på Aeroflots regning, hvilket vil sige at den var yderst sparsom, og ikke på samme niveau som hotellets normale morgenmads buffet.

Inden vi igen blev eskorteret tilbage til vores værelse, fik vi at vide at der ville være frokost kl. 14.30. Den danske pige, vi havde delt værelse med, valgte at blive fragtet til lufthavnen lige efter morgenmaden, så hun kunne arbejde, idet der ikke var ínternetforbindelse på værelset.

Da vi dagen før ikke havde fået andet at spise end morgenmad, og så et let måltid på flyveren, og morgenmaden ikke havde været noget at råbe hurra for, var vi godt sultne. Så Danny og jeg valgte ved 12/13-tiden at bestille roomservice. De blev ved med at sige, at der jo var gratis frokost senere, men at det ikke var muligt at få oplyst menuen, kun at det var en special Aeroflot menu - og det lød ikke specialt tillokkende, så vi fik mad sent op.

Endelig kl. 18 måtte vi igen forlade hotellet og blev kørt til lufthavnen.

Igennem endnu et sikkerhedscheck/paskontrol - hvor de pludselig blev forvirret over, at der på Dannys billet stod at han rejste sammen med mig. Men i stedet for at spørger hvor jeg var, så farede den russiske paskontrollør hen blandt de mennesker, hun allerede havde ladt komme igennem, tog 5-10 pas, og kunne selvølgelig ikke finde mit navn i nogle af dem. Jeg stod jo, som den næste i køen bag Danny - men ikke et øjeblik fladt det hende ind, at det var der jeg kunne være! Og vi prøvede ihærdigt at vifte med mit pas, og fortælle at jeg var lige der. Der var min utålmodighed med russernes inkompetance opbrugt, det var den berømte dråbe - så der blev råbt godt af hende, til hun endelig forstod.

Så igennem hele Moskva lufthavn for at nå ud til vores gate, som selvfølgelig var den aller, aller sidste i hele lufthavnen. Flyet var sat til at lette kl. 20.10, men det var først kl. 19.50 vi begyndte påstigning - og der skal altså temmelig mange mennesker med sådan et fly. Så det endte med vi ikke var i luften før kl. 21.25 - lur mig om det ikke har været sådan dagen før også! Hvilket vil sige at hvis russerne havde været lidt effektive, havde de kunne få os ombord på et fly 24 timer før det, vi kom med!

Og hvad kan man så lære af det - aldrig, aldrig flyve over Moskva igen, aldrig, aldrig nogle sinde.

For så lige at sætte prikken over i'et, glemte russerne at registrere min kuffert i systemet. Så da vi endelig ankom til Shanghai, manglede min kuffert, og da den ikke var i systemet, kunne de ikke fortælle hvornår den ville komme.

Fredag aften kunne Danny dog fortælle at de havde haft ringet, og at kufferten var fundet og i Shanghai. Nu var det bare et spørgsmål om hvornår den kom, for kineserne og Aeroflot diskuterede hvem der skulle betale fragt fra Shanghai til Wuxi.

Igår lørdag fik vi så at vide, at den ville komme i løbet af i dag søndag. I nat kl. 1.30 vågnede jeg pludselig ved at, jeg mente, det bankede på døren til lejligheden. Jeg stod op, men havde glemt at lægge mine briller på natbordet. Så i blinde og nattøj, får jeg åbnet døren, og der står en af vagterne fra lejlighedskomplekset og en anden kineser og min kuffert. Nærmest i søvne og i blinde får jeg kvitteret, og har nu min kuffert.
Jeg syntes de smågrinte af mig, jeg har også set fantastisk ud - men det er altså dem der er skrupskøre.

Men sådan er der så mange ting - jeg er nu bare glad for, at jeg har fået min kuffert igen.