søndag den 15. maj 2011

Hvem slukkede lyset?

Fredag aften havde vi været ude at spise og kom hjem ved 1-tiden. Hele området lå henlagt i mørke.
Der var ingen strøm - ikke pga. uvejr el.lign., men fordi der i øjeblikket er strømmangel i Wuxi, og så lukker man simpelthen nogle gange for strømmen i nogle områder af byen.

Ikke lige det man ønsker at få at vide på den tid af døgnet, og slet ikke når man bor på 18. etage. Af vagterne i compondet fik jeg at vide at strømmen ville komme tilbage kl. 2 - så vi vurderede, at vi lige ville vente de 15-20 minutter der var til klokken slog 2.

Men der kom ingen strøm. Da det ingen mening gav bare at sidde og vente, besluttede vi at gå op........ til 18. etage.

Det gik vældigt, og jeg følte egentlig ikke der var så langt. Da jeg mener, jeg er nået godt opad, åbner jeg døren ind til etagen for at se hvor langt jeg er kommet, den viser 21. etage.... så jeg går nogle trapper ned. 17. etage, et par trapper op igen, 19. etage..... hvor h........ er 18. etage?

Det viser sig at der er en trappeopgang der fører op til de ulige numrede etager og en der fører op til de ligenumrede etager!

Og da vi kommer ned, fortæller vagterne desuden at nu bliver den nok 4 før der kommer strøm.

Så midt om natten når vi at gå op på 21., ned igen og så op på 18. etage. Ialt ret mange trapper.........

Og strømmen ja den havde vi igen kl.8.15 lørdag morgen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar